Kommentar: Fodbold – det er sgu da til at tude over
Fodbold er følelser. Det har de seneste uger budt på stakkevis af eksemplet på.
Det har altid været tilladt at fælde en tåre. Efter behov. Men det er ikke alle, der har vist ansigt. Her mod slutningen af sæsonen er masken for alvor faldet i fodboldens verden, hvor følelserne har fået frit spil.
Det viser, hvor meget fodbold egentlig betyder. Meget mere end penge og pokaler. Det er balancen eller ubalancen i sportens hjertebanken.
Optur, nedtur, utur.
Superligaens nedrykningsspil på næstsidste spilledag er et tydeligt eksempel. AaBs deroute, hvor holdet på få øjeblikke i overtiden gik fra 2-1 til 2-3. Fra håb til håbløshed. På en dag, hvor 140 år skulle fejres, hvor solen skinnede, hvor det nordjyske var klædt på til mere Superliga.
Det ramte mig, da Nicklas Helenius for åben skærm sank en ekstra gang, lod tårerne trille mere jævnt end stemmens hakken.
“Et sted, der betyder så meget for mig” – en sætning, der rammer det hele ind… at der her er tale om følelser for klubben, for fansene, for spilleren selv. En kulmination på mere end et enkelt resultat.
Og en dør, der åbner for personlig skuffelse og vrede mod mændene bag en dårlig ledelse og ejerskab i AaB, denne hæderkronede og traditionsrige klub, der har afleveret de historiske nøgler til folk uden den nødvendige feeling med en fornuftig fodboldforretning og dansk klubfodbold.
Mathias Hebo græd også på direkte TV over sin egen skade, men mest over Lyngbys nedrykning. “Fodbold er følelser”, mens han både tørrede øjnene og næsen.
På Brøndby Stadion kan der også snart blive knebet en tåre eller to over tabet af et stykke japansk og dansk fankult – Suzuki skal til Bundesligaen, og Mathias Kvistgaarden har selv proklameret sit farvel, og de kommer uden tvivl til at efterlade et markant hul på Vestegnen.
Glædestårer er nu mere håndterlige – og de kom naturligvis blandt andet i Vejle, der mirakuløst reddede sig. Det giver våde øjne at tænke på, at vejlenserne tabte de ti første kampe i Superligaen og lå under stregen efter 29 spillerunder.
I Herfølge var der også plads til at smile og fælde en tåre, da HB Køge i sidste øjeblik reddede sig i 1. Division. Med tanke på, at klubben for 25 år siden var de danske mestre. Fodbold og følelser.
Der var danske tårer i det tyske, da Yussuf Poulsen udgik med skade hos RB Leipzig og satte sig hulkende på bænken med tanke på, at ikke alene sæsonen sluttede her, men formentlig også 12 års ophold i klubben.
Nogle buede uværdigt, mens andre græd, da Trent Alexander-Arnold tog afsked med Anfield og Liverpool forleden, og lige så grådkvalt var det, da Bayer Leverkusens spanske succestræner, Xabi Alonso, sagde farvel efter at have skaffet et tysk mesterskab sidste år.
Da Thomas Müller sagde “Auf wiedersehen” efter 16 år, 13 mesterskaber og to Champions League titler i Bayern München, græd de som pisket på Allianz Arena.
Det samme kommer tilhængerne i den blå del af Manchester til, når Kevin de Bruyne i aften siger farvel efter 10 år, seks mesterskaber og et Champions League trofæ i Manchester City.
Sidst, men ikke mindst, da Evertons trofaste følgere tog afsked med legendariske Goodison Park, der har været holdets hjemmebanefort siden 1892.
Fodbold – det er sgu da til at tude over.
