
Medie: Frankfurt-boss kræver 745 millioner for tidligere Vejle-spiller
Hugo Ekitike kommer til at være dyr, hvis han skal skifte klub denne sommer.

I 2021 løb Hugo Ekitike rundt som lejespiller i Vejle Boldklub.
Senere endte han i Paris Saint-Germain, inden han besluttede sig for at jagte sit helt store gennembrud i Eintracht Frankfurt.
Det har han nu fået, og skal man tro beretningerne fra tyske medier, så mener han nu selv, at tiden er inde til et nyt klubskifte.
Men det bliver dyrt for hvem end, der ender med at få fingrene i ham.
Ifølge Sky Sports Germany har Eintracht Frankfurt fået besked fra Ekitike om, at han gerne vil videre i sin karriere.
Det er der såmænd ikke det store problem i, udover at han i så fald skal indbringe Bundesliga-klubben 100 millioner euro.
Mediet skriver nemlig, at det er den pris, som Frankfurt-CEO Markus Krösche forlanger. Det svarer til 745 millioner kroner.
Hugo Ekitike står i denne sæson noteret for 15 scoringer og otte oplæg i Bundesligaen.
I løbet af sit halve år i Vejle Boldklub blev det til tre mål og to assists i 11 kampe for den dengang 18-årige angriber.