Dybt imponeret: En fryd når FCK-profilerne leger med bolden
Campos fodboldkommentator, Flemming Toft, er meget imponeret over F.C. Københavns sejr over Randers FC.

F.C. København tog et stort skridt mod det danske mesterskab efter en overbevisende sejr på 4-0 over Randers FC.
På Cepheus Park i Kronjylland strålede den københavnske offensiv, og med mål fra blandt andet Jordan Larsson og Andreas Cornelius kom sejren i hus.
Netop offensiven imponerede Campos fodboldkommentator, Flemming Toft, der endelig så et sprudlende FCK-hold.
- Det var en overbevisende FCK-kamp, der kom på det helt rigtige tidspunkt.
- Det er en fryd, når Mohamend Elyounoussi og Elias Achouri leger med bold, når Froholdt driver banen og modstanderen til vanvid ved at være overalt, og når Jordan Larsson viser føling med bold og afslutninger.
Men der er særligt én spiller, som Flemming Toft vil fremhæve efter FCK's opvisning i Randers.
- Selvom han ikke er overskriften på kampen, så er Andreas Cornelius’ genopståen kommet rettidigt. Han agerer spilstation, både som offensiv og defensiv i hovedspillet og som den spiller, der kan levere de “kloge” oplæg. Det er guld værd, siger Flemming Toft.

Mandag aften kan FCK få en hjælpende hånd af rivalerne fra Brøndby, der møder FC Midtjylland på Brøndby Stadion.
Vinder Brøndby opgøret, er F.C. København danske mestre.

FC Midtjylland
F.C. København












