Jes Dorph langer ud efter DBU: En del af noget mindre
Den tidligere TV-vært blander sig i debatten om placeringen af pokalfinalen.

Årets pokalfinale mellem F.C. København og Silkeborg IF afholdes i Herning - nærmere betegnet MCH Arena.
Det er en realitet efter de mulige finalescenarier, som Divisionsforeningen opstillede tilbage i april. Derfor bliver det ikke Brøndby Stadion, hvilket var den oprindelige plan.
Det bliver heller ikke nationalarenaen, Parken, hvilket har fået journalisten og den tidligere TV-vært, Jes Dorph-Petersen, til at gå til tasterne.
- Det burde jo blive en folkefest, der trak mennesker i massevis til stadion og til tv-skærmene. Og dermed en kæmpe reklame for dansk fodbold, skriver han i et Facebook-opslag og uddyber:
- Men det bliver pokalfinalen ikke i år. Silkeborg og FCK skal spille kampen på et stadion, hvor der kun er plads til 12.000 tilskuere. Nemlig i Herning, selvom begge finaleklubber meget hellere ville mødes i Parken - hvor alle 38.000 pladser med sikkerhed ville blive solgt. Forklaringen er så dum og snørklet, at den ikke fortjener at blive refereret.
Facebook-opslaget fra Dorph-Petersen starter og slutter med vendingen: "DBU - en del af noget mindre".
Dette er en reference til DBU's oprindelige slogan, som er "En del af noget større."
Det er dog Divisionsforeningen, som har besluttet, at finalen skal afvikles på MCH Arena.
- Jeg tror, at de to hold glæder sig til at spille en fabelagtig finale med en fabelagtig fodboldfest på MCH Arnea, hvor der i øvrigt er virkelig gode faciliteter til fans fra begge hold, sagde Claus Thomsen til Campo og resten af den fremmødte presse den 9. maj.
Læs mere her:

Kampen spilles som sædvandeligt på Kristi Himmelfartsdag den 29. maj 2025, og altså ikke i Parken men på MCH Arena.
Ti års pokalvindere
- 2024: Silkeborg IF.
- 2023: FC København.
- 2022: FC Midtjylland.
- 2021: Randers FC.
- 2020: Sønderjyske.
- 2019: FC Midtjylland.
- 2018: Brøndby IF.
- 2017: FC København.
- 2016: FC København.
- 2015: FC København.
Jes Dorph-Petersen er en del af fanmediet Copenhagen Sundays, som dækker F.C. København og livet omkring klubben. Derudover er han selv FCK-fan.
F.C. København
Silkeborg IF













