Arsenals mareridt: Også Ødegaard fremhæver PSG-keeper efter “smertefuldt nederlag” Foto: Gonzalo Fuentes/Reuters/Ritzau Scanpix

Arsenals mareridt: Også Ødegaard fremhæver PSG-keeper efter “smertefuldt nederlag”

Gianliuigi Donnarumma spillede to store kampe mod Arsenal.

Martin Ødegaard tager sig til ansigtet i skuffelse.
Foto: Gonzalo Fuentes/Reuters/Ritzau Scanpix

Gianluigi Donnarumma kunne meget vel være det sidste, som spillere og trænere i Arsenal så, da de natten til torsdag lukkede øjnene i.

PSG-keeperen fik store roser efter at have holdt nullet på Emirates i sidste uge, inden han atter diskede op med en stor indsats onsdag aften i Paris, da det franske mandskab besejrede Arsenal med 2-1 og spillede sig i Champions League-finalen.

Den italienske målmands præstationer er på ingen måde gået næserne forbi i Arsenal, hvor både spillere og manager Mikel Arteta har kommenteret på Donnarumma.

Martin Ødegaard havde svært ved ikke at knytte en kommentar til den høje keeper:

- For at være helt ærlig, så er det virkelig smertefuldt. Vi startede kampen virkelig godt, tog kontrol og skabte nogle gode chancer.

- Men igen, så er det jo i felterne, at kampe bliver afgjort, og der var vi ikke gode nok. Der målmand skal have meget ros, for han lavede nogle utrolige redninger, siger Arsenal-anføreren ifølge klubbens egen hjemmeside.

I forhold til rosen af Donnarumma, får Ødegaard medhold af holdkammeraten Declan Rice og altså også manager Mikel Arteta:

- Deres målmand, Donnarumma, lavede igen en fantastisk redning på Martin [Ødegaard]. Jeg havde også et hovedstød efter to minutter, som røg lige forbi stolpen. Vi havde også andre chancer, men over to kampe lavede han bare nogle utrolige redninger, siger Declan Rice.

- Over to kampe var banens bedste deres målmand, udtaler Arteta.

PSG møder nu Inter i Champions League-finalen på Allianz Arena den 31. maj.

Mest læste

Notifications

Notifikationer