
Amorim afviser Fernandes-rygter: Vores holdning har ikke ændret sig
Interesserede klubber kan godt trække følehornene til sig.

Han nærmer sig sin kamp nummer 300 for Manchester United.
Bruno Fernandes kom til Manchester United i januar 2020, og siden har han spillet 285 kampe med 98 mål og 85 assists til følge.
I et par resultatmæssigt tunge år har portugiseren i flere tilfælde været et lyspunkt i Manchester United, og det vil han blive ved med at være de kommende år.
Selvom Fernandes kun har kontrakt til sommeren 2027 – dog med en kluboption på ét år yderligere – så kan interesserede klubber godt glemme alt om at få fingrene i United-talismanen.
Det slog manager – og Fernandes’ landsmand – Ruben Amorim onsdag fast.
– Det er nemt at forstå, ikke bare på tallene men også på måden, han spiller, hvilken vigtighed, han har haft her de seneste fem år.
– Han er en topspiller – vi har brug for topspillere. Han er leder og anfører, så han er virkelig vigtig. Det er normalt, at der er mange klubber, som gerne vil have en spiller som Bruno [Fernandes] , men vi ønsker at beholde de bedste spillere, og Bruno er tydeligvis en af de bedste spillere i verden, så vores holdning har ikke ændret sig: Vi vil beholde Bruno her, lyder det fra Ruben Amorim.
"He's a top player!" 🗣️
— Sky Sports News (@SkySportsNews) May 7, 2025
Ruben Amorim comments on speculation linking Bruno Fernandes away from Manchester United 🔴 pic.twitter.com/JJQT2NqGyX
Bruno Fernandes har spillet 52 af 55 kampe for Manchester United i denne sæson, og han er den af samtlige Uniteds spillere, der har fået flest minutter.