Ankersen forklarer forlængelse: Fodboldglæden bestemt ikke væk Foto: Esbjerg fB

Ankersen forklarer forlængelse: Fodboldglæden bestemt ikke væk

Jakob Ankersen fandt hurtigt ud af, at lysten til fodbold stadig er intakt.

Jakob Ankersen under en kamp for Esbjerg fB.
Foto: Esbjerg fB

I efteråret gik han på pension, i vinter gjorde han comeback og her i foråret - nærmere bestemt i dag tirsdag - har han forlænget sin aftale.

Dermed står det klart, at Jakob Ankersen fortsætter i Esbjerg fB frem til sommeren 2026.

Det oplyser Esbjerg fB på sin hjemmeside.

Selv fortæller den 34-årige midtbanespiller, at han stadig værdsætter livet som professionel fodboldspiller.

- Som forventet faldt jeg hurtigt ind i klubben og blandt holdkammeraterne, og min fodboldglæde var bestemt ikke væk. Jeg nyder stadig at være på træningsbanen og med i kampene, så jeg er glad for, at vi er blevet enige om en ny kontrakt.

- Jeg har lagt en stor arbejdsindsats i at oparbejde en god, fysisk form, og jeg føler, der er mere at komme efter. Men først og fremmest handler det nu om, at vi sammen får rundet denne sæson godt af, så vi kan blive klar til en ny, og jeg vil fortsat gøre alt, hvad jeg kan for at gøre mig fortjent til spilletid og med min erfaring hjælpe holdet på og uden for banen, siger Ankersen.

Esbjerg fB indtager aktuelt sjettepladsen i NordicBet Ligaen, efter man rykkede op fra 2. division forud for denne sæson.

Jakob Ankersen har foreløbigt spillet 196 kampe og scoret 41 mål for EfB.

Mest læste

Notifications

Notifikationer