
Dommerknockout og Vardy-kasse i Leicesters bundsejr
Underholdning var der nok af, da Leicester sejrede med 2-0 over Southampton lørdag.

Egentlig var det en kamp, der på papiret ikke burde være videre interessant.
Både Leicester og Southampton er nemlig for længst sikret nedrykning.
Men hvad gør man så, når der sidder tusindevis af fans på stadion alligevel? Man disker selvfølgelig bare op med en god gang underholdning.
Det virkede i hvert fald til at være tilgangen hos Jordan Ayew og Jamie Vardy, da Leicester vandt med 2-0 i den ellers ligegyldige bundkamp.
I det 17. minut sendte Jamie Vardy King Power Stadium i ekstase første gang, da han scorede sit mål nummer 199 for Leicester til 1-0.
Få minutter senere var han så involveret i underholdningen på en noget anderledes måde.
Jordan Ayew løb nemlig ind i kampens debuterende Premier League-dommer, David Webb, hvilket sendte dommeren i græsset.
Mens han lå ned og tog sig til sit ansigt, løb Jamie Vardy hen og fløjtede i fløjten.
Efterfølgende fulgte en mere end 10 minutter lang pause, inden dommerdebutanten måtte lade sig udskifte til fordel for fjerdedommeren.
Til sidst i første halvleg viste Jordan Ayew så, at han havde mere end knockouts af dommere med til lørdagens kamp, da han gjorde det til 2-0 og dermed scorede kampens sidste mål.
Jamie Vardy har fortsat tre kampe til at runde sit mål nummer 200 for Leicester, inden han som annoncereret forlader klubben til sommer.
Med sejren har Leicester nu 10 point ned til Southampton. Det er klubbens blot femte sejr i denne sæson.
Du kan se Jamie Vardys scoring i videoen øverst i artiklen.
Du kan se den absurde situation omkring dommer David Webb i videoen nedenfor.
Har du bemærket vores nye design og fede features som podcast, liveblog og masser af video fra de bedste danske klubber? Vi drømmer om at samle en stor og fast skare af danske fodboldfans hver dag – download vores app i dag, og læs mere om det nye Campo her.