Skuffet SIF-profil: Pissetræt af det
Anders Klynge var noget skuffet efter onsdagens pokalsemifinale på Brøndby Stadion.

Når man er foran 3-0, skal man helst vinde fodboldkampen.
Alligevel fik Silkeborg IF i løbet af anden halvleg sat det hele over styr på Brøndby Stadion onsdag aften.
Opgøret endte i stedet 3-3.
Efter slutfløjt er det derfor også en skuffet og frustreret Anders Klynge, der har svært ved helt at forstå det.
- Lige nu er jeg pissetræt af det. Vi spiller så godt i første halvleg og holder fast i bolden, men det får vi ikke gjort i anden halvleg. Det er lidt skuffende at stå med 3-3 faktisk.
- Vi vidste jo godt, at de ville komme med et tryk. Men vi får ikke holdt fast i bolden, og så lukker vi dem lidt ind i kampen med det første mål, som giver dem troen på det, siger han til Viaplay.
Når alt kommer til alt er Anders Klynge og resten af Silkeborg dog også af den overbevisning, at en uafgjort ude mod Brøndby er tilfredsstillende.
- Ja, det er det jo. Men når man er foran 3-0, så er man jo aldrig helt tilfreds. Så det er ærgerligt, for jeg synes, at vi skulle have taget herfra med en sejr. Men vi kan sagtens bruge det, og vi er gode på hjemmebane, så jeg er fortrøstningsfuld.
Returopgøret spilles på kunstgræsset i Silkeborg onsdag om en uge.
Silkeborg IF
Brøndby IF












