
OB’s nyeste stjerneskud oser af selvtillid: Minder om Minteh
Den unge OB’er jubler over sin fuldtidskontrakt. Og det gør hans træner også.

I Ådalens gange er han kendt som “Krølle”.
Men når OB til sommer opdaterer listen over førsteholdspillere for den næste sæson, kommer der til at stå Magnus Andersen for torsdag har den fynske klub meddelt, at den 19-årige fynbo rykker op i førsteholdstruppen.
Den unge Andersen har spillet på det fynske akademi siden han var U13-spiller, og han jubler over at have signeret sin første fuldtidskontrakt, som vil gøre ham til førsteholdsspiller i næste sæson.
Det fortæller han til Campo i et af hans første interviews efter annonceringen.
– Det er fantastisk. Det er en klub, jeg har spillet i lang tid nu, siden jeg var U13-spiller, og jeg har bare kæmpet mig op. Jeg kommer fra en lilleklub, der hedder Allesø, ude på landet. Så det er bare fantastisk.
Andersen er stadig U19-spiller, men har trænet med førsteholdet i dette forår, som også har budt på flere indhop i NordicBet Ligaen. Han fortæller, at særligt Bjørn Paulsen og Martin Hansen med “god lir og sjove jokes” har været gode til at tage i mod ham.

Og skal Andersen selv fremhæve nogle af sine spidskvaliteter, så er han ikke i tvivl.
– Jeg er hurtig, spiller ude på siden og god i en-mod-en.
– Der er speed og power og det hele.
Og hvad med selvtilliden. Er den også okay?
– Den fejler overhovedet ikke noget. Især ikke efter, at have skrevet en professionel kontrakt her, fortæller en storsmilende Magnus Andersen til Campo.
Minder om Minteh
Det er ikke kun den unge OB’er, som smiler denne torsdag efter træning i Odense. Også cheftræner Søren Krogh er glad for, at man har skrevet en fireårig kontrakt med den hurtige kantspiller.
Andersen er en ekstraordinær spiller, fortæller cheftræneren, som fremhæver hans “unikke fart”, men også ser en spiller, der har hovedet godt skruet på.
– Han er en spiller, som lige nu bare træder ind og leverer. Han er upåvirkelig og stærk mentalt, så det er med at få ham iscenesat, og hans fart giver os nogle dybde, som gør ham farlig uanset om han er back eller spiller ude på kanten.
– Han er en spiller, som er sjov at se på og som giver det der ‘ekstra’. Han har noget x-faktor, det har han sgu, udtaler Søren Krogh til Campo.
Krogh fortæller, at selvom ‘Krølle’ først officielt rykkes op i førsteholdstruppen til sommer, så anser han ham allerede nu, som medlem af truppen.
Og cheftræneren ser klare fællestræk mellem Andersen og Yankuba Minteh, som gjorde kometkarriere på Fyn og i dag er en profil i Premier League for Brighton.
– Jeg synes faktisk, at ‘Krølle’ har det der ekstraordinære ryk, som Minteh også havde. Når man troede, at det var slut i en en-mod-en situation, så havde Minteh lige det der ekstra træk i sig. Det har ‘Krølle’ også.

Men inden forventningerne kommer alt for højt op, så er der stadig nogle elementer af Magnus Andersens spil, som der skal arbejdes på.
– Der er noget rent teknisk, det er noget indlægteknisk. Det er noget berøringsmæssigt med noget retning, som han skal forbedre, og en masse ting på bolden, hvor han kan dygtiggøre sig. Men hans fart er unik, og jeg tror også, at de der “kanonkugler” er attraktive mange andre steder, slutter Søren Krogh.
OB oplyser til Campo, at Magnus Andersen må vente med at få navn bag på sin trøje indtil næste sæson, hvor han officielt indlemmes i den fynske førsteholdstrup.
