
Kasper Dolberg går målamok i Anderlechts danske målshow
Kasper Dolberg havde en uovertruffen aften på kontoret.

Fire mål på 29 minutter.
Kasper Dolberg har ikke scoret i 73 dage, men onsdag aften tog den blonde dansker i dén grad revanche.
Ikke færre end fire mål blev det til i Anderlechts 5-0-afklapsning af Gent i det belgiske mesterskabsspil.
Som om Dolbergs mål-bonanza ikke var nok, så stod Lucas Hey med sin første scoring i den lilla Anderlecht-trøje for Bruxelles-klubbens mål til 3-0, og dermed var der en dansk fod – eller hoved – på samtlige kampens mål.
Kasper Dolberg åbnede scoringen efter 29 minutter, da han straffede sløjt forsvarsspil fra en Gent-spiller. Syv minutter senere var Dolberg iskold fra straffesparkspletten, men det vaskeægte hattrick blev fem minutter senere spoleret af landsmanden Hey.
På et hjørnespark dukkede den tidligere Lyngby- og FCN-forsvarsspiller op og stangede bolden kraftfuldt i mål.
Otte minutter efter pausen var det så igen angriberen fra Sejs, der stjal billedet, da han på bedste Bendtner-vis brystæmmede bolden og flugtede den uimodståeligt op i nettaget.
Dolbergs fjerde mål faldt efter 58 minutters spil, og det sidste mål var også det flotteste. Med ryggen til og på vej væk fra mål lykkedes det nemlig den iskolde dansker at dirigere Thorgan Hazards knaldhårde indlæg i en høj bue over den sagesløse Gent-målmand med hovedet.
På det tidspunkt kunne selv Kasper Dolberg ikke undgå at smile, og det kunne han så igen fem minutter senere, da han blev taget fra banen til klapsalver fra fansene på Lotto Park.