Medie: Premier League-bejler er i kontakt med Bundesliga-kaptajn

Leeds United er angiveligt allerede i færd med at finde forstærkninger til en potentiel ny Premier League-kampagne.

Julian Weigl og Granit Xhanka under en kamp mellem Bayer Leverkusen og Borussia Mönchengladbach.
Foto: Wolfgang Rattay/Reuters/Ritzau Scanpix

Leeds United har kurs mod Premier League.

Med et forspring på fem point ned til tredjepladsen med fire kampe tilbage i Championship har klubben gode kort på hånden i forhold til at sikre sig oprykning.

Og som et hvert andet oprykkerhold skal der forstærkninger til, hvis man skal holde hovedet oven vande i verdens hårdeste liga. En af dem, der er på Leeds-ønskelisten, er en af Bundesligaens kaptajner.

Det drejer sig om 29-årige Julian Weigl, der i øjeblikket optræder i Bundesligaen. Her har han i denne sæson båret anførerbindet for sin klub Borussia Mönchengladbach i det meste af sæsonen.

Det er ikke første gang, at den tyske midtbanespiller er anfører for en af de store klubber i hjemlandet. Han har nemlig ved flere lejligheder ageret kaptajn for Borussia Dortmund under sit femårige ophold hos den gul-sorte gigant.

Sidenhen har han vundet det portugisiske mesterskab med Benfica og er så rykket tilbage til Tyskland og Mönchengladbach. Her har Weigl både fundet form og masser af spilletid.

Det er noget af det, der har fået Leeds United til at række ud til tyskeren ifølge Sky Sports, der også mener at vide, at Weigl skulle være interesseret i at spille i Premier League. Han har dog kontrakt med klubben frem til 2028.

I indeværende sæson er det blevet til 28 optrædener i Bundesligaen, hvoraf 22 har været som anfører. Weigl har tidligere været på det tyske landshold, hvor det er blevet til seks kampe.

Mest populære

Notifications

Notifikationer