
Godt Barca-nyt: Olmo træner igen med, mens licens-sag blev afvist
Dani Olmo er tilbage på træningsbanen efter sin skade, mens der samtidig er positivt nyt i sag om hans spillerlicens.

Det seneste døgn har været glædeligt for Dani Olmo.
Efter den spanske midtbanespiller i slutningen af marts blev skiftet ud med en skade af et opgør mod Osasuna, så er der nu godt nyt.
Recovery from the win over Dortmund, Dani Olmo returns, and focus turns to Leganés 💪 pic.twitter.com/VLNWgpsfwa
— FC Barcelona (@FCBarcelona) April 11, 2025
Olmo er nemlig tilbage på træningsbanen. Det viser FC Barcelona frem på deres sociale medie, X.
Også nyhedsmediet AS skriver, at det forventes, at Olmo som minimum er tilbage i kamp for det spanske storhold, når de i næste uge spiller returopgør i Champions League mod Dortmund.
Men det er ikke den eneste gode nyhed for Dani Olmo.
I sagen om for sent godkendte spillerlicenser til spanieren og hans holdkammerat Pau Victor er der kommet foreløbig afgørelse.
La Liga var ikke tilfreds med den første afgørelse, der faldt til FC Barcelonas fordel tidligere i april, og derfor indgav den spanske turnering en anmodning om nødpåbud, således at de to Barca-spaniere ikke kunne spille for klubben resten af sæson.

Den anmodning er nu også blevet afvist, skriver AS.
Det betyder dog ikke, at sagen er helt afgjort, men ifølge nyhedsmediet er det ret sikkert, at Olmo og Pau beholder deres spillerlicenser, da den endelige afgørelse først falder om flere måneder.
Lørdag skal FC Barcelona møde Leganes, før de kan sætte kurs mod Dortmund til returopgøret i Champions League-kvartfinalen.
FC Barcelona vandt det første opgør med 4-0.
