
Landstræneren besøgte FC Midtjylland: Godt signal at sende
Den danske landstræner var på besøg til FC Midtjyllands træning tirsdag formiddag, og det var et stærkt signal, mener Thomas Thomasberg.

Det var ikke kun FC Midtjyllands spillere, trænere og den medfølgende presse, der var mødt op på træningsanlægget i Ikast tirsdag formiddag.
Landstræner Brian Riemer var nemlig også på besøg på den midtjyske hede, hvor han kiggede med fra sidelinjen.
Et stort skulderklap, mener Thomas Thomasberg, der undervejs fik rigeligt med mulighed for at tale med den danske landstræner.
– Det er ikke fordi, at han er her hver dag, men det var rart at have landstræneren på besøg, og at han er ude og vise flaget også i det jyske. Det var rart lige at kunne stå og snakke lidt med ham og dele lidt tanker om alt i og omkring fodbold-Danmark.
– Han tager lige med en tur til Ikast efterfølgende, og så har han haft sin dag her i Midtjylland. Jeg synes, det er fedt. Det er bare et godt signal at sende, at man er rundt i klubberne, fortalte Thomas Thomasberg til den fremmødte presse efter træningen.
Det er ikke usædvanligt, at landstræneren tager rundt og kigger med i de danske klubber, men det er alligevel noget, der gør indtryk på FC Midtjyllands cheftræner.
– Nu har jeg jo været med i en del år i dansk fodbold, og det er ikke sådan årligt, at jeg har set landstrænere.

– Vi har haft besøg af Hjulmand her i Midtjylland, men jeg synes bare, at signalværdien i, at man er rundt og snakke med de folk, der er i klubberne, det er fedt, siger Thomas Thomasberg.
Den seneste FC Midtjylland-spiller, der var at finde i Brian Riemers landsholdstrup var midterforsvareren og FCM-kaptajnen Mads Bech Sørensen.
Han var en del af Riemers første landsholdstrup, men var ikke med, da holdet tabte til Portugal i Nations League.
