
Bekræftet: Southampton-manager er færdig – Lallana får ny rolle
Ivan Juric er fortid på St. Mary Stadium, meddeler Southampton mandag.

Søndag stod det klart, at Southampton rykker ud af Premier League til sommer.
Og mandag er konsekvensen allerede taget, for nu skilles vejene for den sydengelske klub og den kroatiske manager, Ivan Juric, som kom til i december.
Det bekræfter Souhthampton i en pressemeddelelse og skriver, at man har indgået en aftale med Juric om at stoppe samarbejdet allerede nu.

– Desværre har vi ikke set den fremgang i vores præstationer, som vi havde håbet på, men vi takker Ivan og hans stab for deres ærlighed og hårde arbejde med at forsøge at undgå nedrykning, skriver klubben.
Southampton har forfremmet den individuelle træner Simon Rusk til midlertidig manager for resten af sæsonens syv kampe, og han flankeres af Adam Lallana, som gøres til assistent under Rusk.
Southampton råder over danske Albert Grønbæk i truppen.