Brøndby er Thomas Thomasbergs hademodstander som træner

Thomas Thomasbergs trænerhistorik mod Brøndby taler sit tydelige sprog.

Thomas Thomasberg på sidelinjen i 5-1-nederlaget mod Brøndby
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Det er ikke hverdagskost for Thomas Thomasberg at slå Brøndby IF som cheftræner.

Han har været træner for tre forskellige danske hold, Hobro, Randers FC og FC Midtjylland, hvor resultaterne har flasket sig til de blågules fordel i de fleste opgør.

Det er det hold, som han har tabte flest gange imod som cheftræner, og dermed kan holdet fra Vestegnen roligt kategoriseres som Thomasbergs hademodstander.

Thomasberg har som træner mødt Brøndby 24 gange i både Superligaen og pokalturneringen, hvor han har tabt 16 gange mod BIF.

Til sammenligning har han tabt 12 gange til F.C. København og kun seks gange til AGF i alle turneringer.

FC Midtjyllands cheftræner tabte for første gang mod Brøndby tilbage i 2017, hvor han styrede tøjlerne i Hobro. Det er dog ikke længe siden, at han led sit største nederlag som cheftræner mod BIF.

I november 2024 tabte FC Midtjylland med Thomasberg i spidsen med 1-5 på hjemmebane, hvilket var det største nederlag i midtjydernes historie på eget græs.

– Det gjorde ondt. Især hvordan afslutningen blev. Da vi startede anden halvleg ud, var det ikke de ting, jeg regnede med at skulle snakke om efter kampen, sagde cheftræneren efter det store nederlag.

Vi skal tilbage til 2023/2024-sæsonen, hvor FC Midtjylland og Thomas Thomasberg senest slog Brøndby IF. Her vandt midtjyderne 3-2 i Superligaens sjette spillerunde.

Thomas Thomasberg på sidelinjen i 5-1-nederlaget mod Brøndby
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Til søndagens kamp har Thomas Thomasberg formkurven på sin side, eftersom midtjyderne kommer til opgøret med tre sejre i bagagen.

Anderledes ser det ud for Frederik Birks mandskab, som med næb og kløer kom med i top 6-spillet. Brøndby IF har ikke vundet deres seneste fire kampe i Superligaen.

Opgøret mellem FCM og BIF fløjtes i aften klokken 18:00 på MCH Arena.

Officielt: FC Midtjylland sælger ud af overskudslageret

Mest populære

Notifications

Notifikationer