Kristoffer Olsson forlader FC Midtjylland

Svenskeren vender tilbage til sit hjemland.

FC Midtjyllands Kristoffer Olsson kommer med pokalen til medaljenceremonien efter superligakampen mellem FC Midtjylland og Silkeborg IF på MCH Arena i Herning søndag den 26. maj 2024.

Det sker i overensstemmelse mellem klub og spiller.

FC Midtjylland meddeler lørdag, at klubben er blevet enig med Kristoffer Olsson om at ophæve svenskerens kontrakt.

Den 28-årige svensker vender hjem til Norrköping, hvor han kan være tættere på sin familie, samtidig med han vil fortsætte sin jagt på et comeback til professionel fodbold.

I første omgang skal han træne med i IFK Norrköping.

– Min største drøm er fortsat at være fodboldspiller; At træne fuldt ud og føle, at jeg bidrager igen. Jeg gør fremskridt hver uge, og jeg har aldrig været mere sulten eller motiveret.

– At få muligheden for at fortsætte den rejse hjemme i Norrköping, tæt på min familie og venner, betyder alt for mig. Det føles bare rigtigt, lyder det fra Kristoffer Olsson.

FC Midtjyllands Kristoffer Olsson kommer med pokalen til medaljenceremonien efter superligakampen mellem FC Midtjylland og Silkeborg IF på MCH Arena i Herning søndag den 26. maj 2024.

Kristoffer Olsson blev i februar 2024 ramt af en livstruende sygdom, da en betændelsestilstand i hjernen sendte den svenske midtbanespiller i respirator, men siden har han kæmpet sig tilbage. Først til livet og siden også til træningsbanen i Ikast.

– Når jeg ser tilbage på min tid her, føler jeg mestendels taknemmelighed. Jeg har haft to ophold i klubben, og begge gange er jeg blevet mødt med varme, omsorg og respekt. Da jeg blev syg, føltes det utroligt uretfærdigt, men jeg er taknemmelig for, at det skete her, hvor folk virkelig kendte mig og støttede mig.

– Klubben, folkene, hele miljøet – de var der for mig fra første øjeblik. Det er noget, jeg vil bære med mig for resten af mit liv. FC Midtjylland er mere end en fodboldklub – det er et sted, der tager sig af sine folk, lyder kærlighedserklæringen til de danske mestre fra Olsson.

Kristoffer Olsson vil i pausen af kampen mellem FC Midtjylland og Brøndby søndag træde ind på banen på MCH Arena for at modtage tilskuernes hyldest samt sige sit farvel.

Mest populære

Notifications

Notifikationer