
Han tævede Brøndby med Aarhus Fremad – til sommer kan han overgå bedriften
Det vil være en bedrift af de helt store, hvis FC Fredericia rykker i 3F Superligaen, mener klubbens anfører.

Den 19. oktober 2022 sendte Aarhus Fremad regulære chokbølger igennem det danske fodboldlandskab.
2. Divisionsmandskabet ekspederede mægtige Brøndby IF ud af den danske pokalturnering med en syngende 4-0-lussing, og efterfølgende kunne de aarhusianske spillere lade sig hylde af knap 4.000 tilskuere på Riisvangen.
Midt i fejringen stod Frederik Rieper, dengang midterforsvarsspiller for Fremad. Han havde sammen med holdkammeratererne bedrevet en vaskeægte sensation, som vil blive husket for eftertiden.
Men til sommer kan han overgå triumfen fra 2022.
Rieper er i dag anfører i FC Fredericia, som har gang i sin 24. sæson i træk i landets næstbedste række, men som aktuelt indtager den Superliga-adgangsgivende andenplads i NordicBet Ligaen.
Og skulle det lykkes upåagtede FC Fredericia at tage en af de to oprykningsbilletter foran storhold som Esbjerg fB, Hvidovre IF eller AC Horsens, vil det overgå pokaltriumfen fra 2022 for Frederik Rieper.
Det fortæller han i ugens udgave af Campos podcast, Campo på udebane.

– I og med at kampen endte 4-0 er det måske meget ekstremt, men det var trods alt en enkeltstående begivenhed i og med den ikke var spillet over to runder, indleder Rieper.
Den 25-årige stopper ankom i sommer til FC Fredericia, som på daværende tidspunkt var i en opbygningsfase med en masse nye ansigter.
– Man kom her i sommer, og der var måske seks spillere, der havde set hinanden før. Hvis man kan rykke op på den bekostning, så vil jeg sige, at bedriften over en hel sæson måske større med det her setup og en helt nye spillertrup.

– Det vil være en kæmpe bedrift, men jeg føler, vi har kvaliteten til det, lyder det fra Rieper i Campo på udebane
I ugens episode fra FC Fredericia, fortæller Frederik Rieper, hvordan det er at have et efternavn, som vækker genklang i fodbold-Danmark. Moses Opondo mistede fodboldlysten i AC Horsens, men fandt glæden igen i Fredericia.
Find Campo på udebane på Spotify eller Apple Podcast, eller lyt med her: