
Bo Henriksen er årets træner 2024
Den danske Mainz-træner løber med hædren som årets træner 2024 i Danmark.

Fantom-redning fra nedrykning og måske en Champions League-plads på vej.
Den tyske Bundesliga-klub Mainz 05 har haft stor glæde af at få Bo Henriksen til klubben.
Danskeren flotte arbejde hædres nu også af DBU, der har kåret Bo Henriksen til årets træner i Danmark 2024. Det skriver DBU på sin hjemmeside.
Den tidligere FC Midtjylland og AC Horsens-træner er blevet kåret af sine danske trænerkollegaer. Vinderen findes ved afstemning mellem alle danske trænere i de øverste rækker på kvinde- og herresiden i ind- og udland.
Bo Henriksen blev ansat i Mainz 05 i februar 2024, og efterfølgende fik danskeren vendt den synkende skude, der styrede direkte mod nedrykning fra Bundesligaen.
Med danskeren ved roret samlede Mainz hele 23 point i sæsonens resterende 13 kampe, der altså sikrede klubben endnu en sæson i Bundesligaen.

Den sæson har de indtil videre udnyttet til fulde.
Aktuelt er Mainz at finde på en tredjeplads, der giver adgang til Champions League.
I slutningen af januar valgte Mainz også at forlænge med Bo Henriksen, så hans aftale løber til 2027.

Det er første gang, at Bo Henriksen kåres som årets træner i Danmark. Han vinder prisen foran Thomas Frank, der modtog næstflest, og Kent Nielsen med tredjeflest.
Sidste års vinder var F.C. Københavns cheftræner Jacob Neestrup.
Mainz 05 hylder også sin danske cheftræner for sin titel som årets træner. Se det her:
❤️Denmarks Coach of the Year: Bo Henriksen 🤍 pic.twitter.com/pcqyaTs62B
— 1. FSV Mainz 05 (@1FSVMainz05) March 27, 2025