
Silkeborg-profil udpeger: Dér har Brøndby en fordel
Tonni Adamsen og Nicolai Larsen ser frem til en vild kamp søndag aften på Brøndby Stadion.

‘Kampen om top-seks’.
Søndag aften afgøres det, om det bliver Brøndby IF eller Silkeborg IF, som tager den sidste plads i Superligaens mesterskabsspil.
Silkeborg-anfører, Nicolai Larsen, ser stor forskel på den fodboldmæssige tilgang hos de to hold, fortæller han i podcasten Campo på udebane.
– Vores styrke og svaghed er på samme tid, at vi har et rigtig godt kollektiv. Vi er svære at spille i mod, fordi vi forsvarer os godt, men vi er også svære at lukke ned, fordi vi er dygtige rent offensivt. Det vi laver er rigtig meget relationsbaseret, udtaler Larsen.
Silkeborg har til gengæld ikke de store individualister, som laver mål ud af det blå, lyder det fra målmanden. Men det har Brøndby.

– Jeg synes jo, fodbolden generelt er gået over til at blive meget individuel-baseret, og det er måske dér, hvor Brøndby har deres fordel: At de har en enkelt spiller, som lige kan noget lidt ekstraordinært og på den måde få sat det op til en scoring.
– De må vi laver er typisk mere relationsbaseret, lyder det fra Larsen, og Tonni Adamsen, angriber i Silkeborg, er enig.
– Hele holdet skal være der 100 procent (mod Brøndby, red), og relationerne mellem hinanden, de skal bare være on point, fordi det bliver noget af en kamp, hvis relationerne ikke lige sidder der, udtaler Adamsen i Campo på udebane.
Varm op til søndagens brag med denne uges udgave af Campo på udebane.
Find Campo på udebane på Spotify eller Apple Podcast, eller lyt med her: