
Silkeborg leverer flot overskud efter store spillersalg
Klubben fra Søhøjlandet har leveret et flot regnskabsresultat.

Silkeborg IF har leveret et flot overskud i kalenderåret 2024.
I en pressemeddelelse fortæller klubben, at Silkeborg IF A/S i 2024 har leveret et overskud på 61,8 millioner kroner.
Det er på baggrund af en omsætning på 93,5 millioner kroner. Hertil udgør klubbens egenkapital 104,4 millioner kroner.
Til sammenligning var klubbens omsætningen i 2023 på 71,4 millioner kroner.
Særligt en række store spillersalg har været medvirkende til det flotte resultat, fortæller administrerende direktør i klubben, Kent Madsen.
– De transferrelaterede indtægter har været på det højeste niveau nogensinde. Salget af Alexander Lind til italienske Pisa samt en række øvrige spillersalg har gjort, at vi samlet rammer 61.3 millioner kroner. i transferindtægter, hvilket er 20,9 millioner kroner mere end i 2023.
– Dertil har det været et stærkt 2024 rent sportsligt. Alt sammenholdt, så er det et tilfredsstillende resultat, siger Kent Madsen.

Den administrerende direktør fortæller yderlige, at klubben forventer at gå i 0 i det indeværende regnskabsår uden yderligere, væsentlige transferindtægter.
I skrivende stund er klubbens skæbne i Superligaen endnu ikke afgjort. Holdet møder Brøndby søndag eftermiddag i en direkte kamp om at slutte i mesterskabspillet i Superligaen.
