
Ni scoringer, straffe og rødt: Slovenere videre i vild sejr
Der var underholdning for alle pengene og mere til, da Lugano tog imod Celje torsdag aften.

Der er vilde kampe. Og så er der også dem, der er lidt vildere endnu.
Torsdagens Conference League-opgør mellem Lugano og Celje tilfalder sidstnævnte kategori.
Efter 120 minutters fodbold – plus det løse – var der nemlig faldet hele ni mål i kampen, der endte 5-4 til det schweiziske hjemmehold. Dermed skulle kampen afgøres i straffesparkskonkurrence, hvor Celje var suveræne.
De slovenske gæster kom til kampen med en 0-1-sejr i bagagen.
Ved pausen var man dog pludseligt nede med 3-1 og skulle i stedet jagte et resultat. Og jagtet, det blev der.
Med 22 minutter igen fik man bragt balance i det samlede regnskab med en reducering til 3-2.
I det 80. minut tog Lugano en ny tomålsføring og var atter på kurs mod kvartfinalerne.
Det var man helt ind til fem minutter inde i tillægstiden, hvor Celje nok en gang fik reduceret, denne gang til 4-3 efter et straffespark der i samme ombæring kostede et rødt kort til Lugano, som altså skulle nu skulle spille forlænget spilletid med en mand mindre på banen.
Det så derfor godt ud, da Celje tidligt i den forlængede spilletid gjorde det til 4-4, men heller ikke opgørets ottende scoring blev den sidste. I det 118. minut tvang indskiftede Ousmane Doumbia nemlig opgøret i straffesparkskonkurrence.
Efter 120 minutters intens fodboldkamp herskede der dog ingen tvivl om, hvem der var stærkest fra 11-meterpletten.
Lugano brændte sit første forsøg, og efter at have brændt to ud af de tre næste forsøg også, havde man tabt. Celje scorede nemlig på tre ud af tre og er dermed nu klar til kvartfinalerne i Conference League.