
Brentford-dansker åbner op: Jeg var afhængig af det
Den danske midtbanespiller havde en stor frygt, der blev forbundet med et overforbrug.

Christian Nørgaard har i flere år været en del af Thomas Franks midtbanekonstellation i Brentford.
Men tidligere i karrieren gennemgik den danske landsholdsspiller en periode, som han ikke ser tilbage på med stor stolthed og glæde.
I et interview med BBC Radio 5 Live åbner Christian Nørgaard op for en stor frygt for, hvordan manglende søvn kunne svække hans præstationer på banen i tiden hos Brøndby IF.
I den periode begyndte den nu 31-årige dansker at tage søvnmedicin.
– Jeg husker det tydeligt, første gang det skete. Det var dagen før en vigtig pokalkamp, og min hjerne kørte bare på fuld tryk. Jeg sov dårligt, og det fik mig til at tvivle enormt meget på, hvorvidt jeg kunne spille godt.
– Det blev en del af min tankegang før den næste kamp. Jeg bliver nødt til at sove godt, ellers spiller jeg som en katastrofe, fortæller Christian Nørgaard til BBC.
Christian Nørgaard fortæller yderligere, at han begyndte at tage søvnmedicin i en længere periode for at afvænne de dårlige søvnmønstre.
Da han så kom til Brentford fik han hjælp til at finde andre måde at sove bedre på, der til sidste gjorde, at han kunne smide søvnmedicin væk.
– Det er virkelig en af de ting, jeg har været glad for at slippe af med, og som jeg er virkelig glad for, at jeg ikke er afhængig af nu, siger den danske landsholdsspiller.

Christian Nørgaard fortæller yderligere, at ting som at medbringe sin egen pude til udebanekampe, tage et varmt bad inden sengetid og læsning har hjulpet ham til et liv uden søvnmedicin.
