
Skidt nyt i Spurs-lejren: Profil glipper skæbnekamp
Ange Postecoglou har mistet en vigtig brik forinden den europæiske skæbnekamp mod AZ Alkmaar torsdag.

En vigtig Spurs-brik må sidde over, når Ange Postecoglous tropper skal forsøge at kæmpe sig videre i Europa League.
Den australske Tottenham-manager må nemlig se bort fra Kevin Danso, som har pådraget sig en skade forud for torsdagens returopgør mod AZ Alkmaar.
Det meddeler London-klubben onsdag eftermiddag.
Her oplyser Tottenham, at den østrigske midtstopper er blevet ramt af en skade i baglåret, hvilket betyder, at han ikke kan spille torsdag aften.
Ydermere lyder meldingen, at Danso har pådraget sig skaden senest mod Bournemouth.

Dog har Ange Postecoglou klarmeldt både Cristian Romero og Micky van de Ven, som er til rådighed torsdag aften.
Kevin Danso har spillet samtlige kampe, hvor han har været tilgængelig, for Tottenham, siden han kom til på ‘deadline-day’.
Tottenham har i forvejen et dårligt udgangspunkt forud for mødet med AZ Alkmaar, da Spurs tabte det første opgør med 1-0 i Holland.
Den europæiske skæbnekamp løber af stablen torsdag aften klokken 21:00, og du kan se den på Disney+.