
Stridsøksen begravet: Silkeborg rækker hånden ud til fans
I november 2024 fik Silkeborg IF udenlandske ejere til stor utilfredshed hos klubbens fans.

2024 sluttede turbulent for Silkeborg IF.
For da klubben i november blev solgt til Trivela Group, opstod der stor utilfredshed blandt klubbens fans.
Nu ser det dog ud til, at Silkeborg IF og fansene har begravet stridsøksen.
Den midtjyske klub og deres stemningsskabende fangruppering ‘Ultras Drewsen’ har nemlig afholdt møder over vinteren, som har dannet grobund for en konstruktiv dialog.
– Vi lukker selvfølgelig ikke øjnene for de uenigheder, der var i en turbulent afslutning på 2024, men vi har rakt hånden ud til dialog med ledende skikkelser i fanmiljøet herunder Ultras Drewsen.

– Vi vil fortsætte den konstruktive dialog, og så glæder vi os over den fantastiske opbakning, som vi har oplevet i de første kampe i 2025, fortæller administrerende direktør Kent Madsen til Silkeborgs hjemmeside.
Klubben skriver endvidere på deres hjemmeside, at Silkeborg IF og de stemningsskabende fans kommer med en fælles opfordring fredag.
Søndag skal Silkeborg bygge videre på de seneste to runders sejre, når Lyngby gæster Jysk Park.