
Officielt: Jay-Roy Grot er ny OB-spiller
OB har netop præsenteret den tidligere Viborg-bomber som ny angriber i klubben.

OB har ledt med lys og lygte efter en angriber – og den søgen er nu indstillet.
Som Campo tidligere tirsdag kunne erfare, er Jay-Roy Grot nemlig ny OB-spiller.
Det bekræfter den fynske fodboldklub på sin hjemmeside.
Den tidligere Viborg-angriber har skrevet under på en aftale af to og et halvt års varighed i OB.
– Vi er glade for at have suppleret vores trup med en angriber, der har bevist sig i toppen af dansk fodbold.
– Jay-Roys power passer godt til det udtryk, et OB-hold skal have. Vi ved dog, at vi skal vente tålmodigt lidt tid endnu, inden Jay Roy forventes i kamp – og vi glæder os, siger OB’s sportsdirektør, Troels Bech.
Den 26-årige hollænder fik i december ophævet sin kontrakt i japanske Kashiwa Reysol.
Fynboerne henter ham derfor kvit og frit.
Den 193 centimeter høje angriber vinkede farvel til Viborg FF i vinteren 2023 efter 15 scoringer i 50 kampe.
Særligt i sin sidste halvsæson for den grønklædte Superliga-klub var han målfarlig.