
Benitez klar til PL-comeback: Venter på muligheden
Rafael Benitez er ikke færdig som Premier League-manager.

Den tidligere Liverpool og Everton-træner Rafael Benitez lurer på et comeback til engelsk fodbold.
Spanieren var senest cheftræner i Celta Vigo, hvor han blev overrakt en fyringsseddel efter 28 kampe.
Men nu har den 64-årige træner løftet sløret for, hvordan det næste managerjob skal se ud.
– Jeg har haft mange tilbud i løbet af året. Men jeg har hele tiden ventet på Premier League, fordi det er en liga, som jeg kan lide. Du skal vælge den rette mulighed, og forhåbentligt kommer den snart, fortæller Benitez i et interview med Liverpool Echo.
I samme interview afslører han, at han var tæt på at lande et trænerjob i brasilianske Botafogo.
– Ja, det var meget tæt på, siger Benitez.
I februar blev han spottet på Etihad Stadium, hvor han sad ved siden af den engelske landsholdstræner Thomas Tuchel.