
Officielt: FCM-brasilianer solgt til klub i hjemlandet
Efter tre og et halvt år vinker Juninho farvel til FC Midtjylland.

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
FC Midtjylland har sendt brasilianske Juninho tilbage til Brasilien.
Midtstopperen skifter til Sport Club Internacional i den bedste brasilianske fodboldrække.
Det bekræfter den midtjyske klub på sin hjemmeside.
– Juninho har ageret loyalt og yderst professionelt i hele sin tid som FCM-spiller, hvor han har været en vigtig del af truppen.
– Hvad enten han har spillet eller siddet på bænken, har man altid kunne regne med en 100 procents indsats, siger fodbolddirektør Peter Sand.

Juninho kom til FC Midtjylland i 2021 og nåede at spille mere end 100 kampe for Ulvene.
Han nåede blandt andet at vinde det danske mesterskab og pokalturneringen med klubben.
