
Fra United til Cricket: Tidligere sportsdirektør har fået nyt job
Dan Ashworth fik sparket efter blot fem måneder i Manchester United. Nu har han fundet sig et nyt job.

Det er slut med fodbolden for Dan Ashworth – i hvert fald for en stund.
Tilbage i sommeren 2024 blev Ashworth ansat som sportsdirektør i den engelske storklub, Manchester United, men efter blot fem måneder på posten blev han smidt på porten af Jim Ratcliffe.
Siden december har Ashworth været ‘fri på markedet’, men nu har han angiveligt fundet nye græsgange. Det skriver The Times.
Ifølge mediets oplysninger er der tale om et job uden for fodboldverdenen. Det har dog stadig med sport at gøre.
Der er nærmere bestemt tale om cricket. Således forlyder det, at Dan Ashworth fremover vil have en rolle som rådgiver ved Warwickshire County Cricket Club.
Dan Ashworth har siden sin fyring i Manchester United være sat i forbindelse med en række jobs – blandt andet sportsdirektørposten i Premier League-klubben Arsenal.
Det forlyder, at hele Ashworth-sagaen i Manchester United endte ud med at koste klubben 4,1 millioner pund – svarende til omkring 37 millioner danske kroner.
Dan Ashworth har gjort sig i fodbolden verden i en årrække. Det hele startede omkring år 2000, da han startede som akademitræner i Peterborough.
Siden flyttede han ind på ledelsesgangene, hvor han blandt andet har indtaget direktørposter i Cambridge United, West Bromwich, det engelske landshold, Brighton, Newcastle og altså til sidst Manchester United.
