
Neestrups vikar: Langt hen ad vejen en top-præstation
Stefan Madsen var særdeles tilfreds med FCK’s præstation hjemme mod FC Midtjylland.

Stefan Madsen var i Jacob Neestrups fravær manden i spidsen for FC København, da holdet spillede topbrag mod FC Midtjylland.
På et straffesparksmål fra Magnus Mattsson fik FCK med en 1-0-sejr brudt tre års sejrsløs stime mod midtjyderne, og derfor var der også grund til smil efter kampen hos den vikarierende cheftræner.
– Jeg synes, at vi langt hen ad vejen leverede en top-præstation.
– Vi formåede at være i balance stort set hele kampen igennem, og vi forsvarer os til UG på deres dødbolde, som vi før har haft lidt udfordringer med, og det var jo også medvirkende til at vi holdt nullet, siger Stefan Madsen efter sejren til klubbens hjemmeside.
Jacob Neestrups vikar maner dog også til ro, da holdet altså fortsat ikke har vundet noget trods en stor uge.

– Jeg synes vi så stærke ud i dag, men vi skal også holde benene på jorden, selv om vi har haft en rigtig flot uge. Der er mange fede kampe og vigtige opgaver, der venter endnu, og som vi skal være klar til, siger Stefan Madsen.
Næste opgave for FC København i Superligaen er på udebane mod AaB søndag den 2. marts.
