
Lyngby-boss efter salg: Timingen er ikke til vores fordel
Nicas Kjeldsen, fodboldchef i Lyngby, sætter ord på afgangen af Rezan Corlu.

Rezan Corlu er færdig i Lyngby BK.
Klubben bekræftede onsdag aften, at den 27-årige offensivspiller er fortid i klubben, da han har sat kursen mod norsk fodbold.
Det er et skifte, der primært er spillerens ønske, kan fodboldchef i Superliga-klubben, Nicas Kjeldsen, fortælle.
– Det er ikke nogen hemmelighed, at det primært har været Rezans ønske at komme videre her og nu, fortæller chefen og fortsætter:

– Med kontraktudløb til sommer har vi valgt at tage imod transfertilbuddet fra Kristiansund og løse casen, så alle kan komme videre – selvom timingen ikke er til vores fordel.
Dermed takker Corlu af i Lyngby efter 112 kampe i kongeblå med 29 målinvolveringer til følge. 14 mål og 15 oplæg.
Profilens seneste år har været præget af en karrieretruende skade, der har holdt ham ude helt ind til sidste kamp i efteråret.
Det blev dog det sidste fra Rezan Corlu i Lyngby, der skifter med øjeblikkelig virkning til Eliteserien og Kristiansund, der sluttede som nummer 11 i den netop overståede sæson i Norge.