
Skuffet Thomasberg: Lever ikke op til forventningerne
Thomas Thomasberg var glad og samtidig skuffet efter FC Midtjyllands sejr mod Lyngby BK.

Superligaen er i gang igen, og efter en næsten færdigspillet 18. spillerunde er det FC Midtjylland, der topper tabellen.
Det skyldes den 1-0-sejr, FC Midtjylland hentede mod Lyngby BK søndag aften.
Men trods en sejr og tre point så var FCM-cheftræner Thomas Thomasberg ikke tilfreds med, hvad han så på banen fra spillerne på MCH Arena søndag aften. Det fortæller han til FCM’s hjemmeside.
– Vi levede ikke op til det, som vi forventer af os selv, men heldigvis var det nok. Vi kan ikke komme ud med mere end tre point i en Superliga-kamp, så dem er vi glade for, sagde Thomas Thomasberg efter dysten og fortsatte:
– Jeg har været sindssygt glad for opstarten og de europæiske kampe, hvor der har været noget robusthed i alle tre opgør. Det var første gang, at jeg stod med en fornemmelse af, at vi ikke ydede, hvad der skulle til, og at vi ikke var parate, og det er aldrig en god fornemmelse at have.
– Alligevel er det en god fornemmelse at have, at vi kom igennem det, uden at vi smed noget, og det er også lettere at rette op på, for det har ikke været noget, som jeg har konstateret i rigtig lang tid.
Med sejren over Lyngby BK topper FC Midtjylland – som nævnt – Superligaen med 36 point i 18 kampe.
Ulvene er dog tæt forfulgt af F.C. København på andenpladsen, som blot er tre point efter i tabellen og samtidig har en kamp i hånden.
Her støder F.C. København ind i Randers FC. En kamp du kan følge direkte mandag aften klokken 19:00 på TV2 Sport X.
