
Ny Vejle-træner roser SIF: Ikke så meget at rafle om
Steffen Kielstrup roser søndagens modstander forud for opgøret.

Steffen Kielstrup er ny mand i trænersædet i Vejle.
Han er dermed manden, der skal vende skuden for Superligaens bundprop i jagten på overlevelse.
Den jagt starter i hans første kamp i spidsen for Vejle B, når man tager til Jysk Park, hvor Silkeborg venter på plastikunderlaget.
Og han har forberedt sig godt på modstanderen, lyder det.
– Vi har fulgt Silkeborgs gøren og laden i opstarten, og det er en stærk modstander, som er sindssygt dygtige til det, som de gør.
– Der er ikke så meget af rafle om i forhold til deres formation. Deres fire-fem forreste spillere er i konstant bevægelse, falder på skift ud i halvrummene på siderne og er gode til at blive retvendt modsat af, hvor de åbner op.

– Det er ikke svært at se, hvad de gør, men det kræver en stram disciplin at lukke ned for dem, fordi de har så meget kvalitet, lyder det fra Steffen Kielstrup til klubbens hjemmeside.
Kielstrups tropper skal på en svær opgave, da man skal have lukket hullet op til Sønderjyske på tiendepladsen. Her har man ti point op, inden forårssæsonen sparkes i gang.
Forårspræmieren for de to mandskaber sker søndag den 16. februar klokken 14.00.
Kampen kan følges på TV3 Sport.