
Tidligere FCK-bomber om Sociedad: Et helt andet niveau
Den tidligere FCK-profil er kommet op på en højere hylde, mener han selv.

Orri Oskarsson drog i sommer fra FC København til spanske Real Sociedad.
Nu er islændingen for en stund tilbage i Danmark, hvor han og holdet gæster MCH Arena, hvor FC Midtjylland venter i Europa League.
For Orri Oskarsson har skiftet fra Superligaen og FC København til LaLiga været et stort spring, men den 20-årige angriber nyder sin nye tilværelse, fortæller han på pressemødet forud for kampen.
– Det er klart, at der er kvaliteten i træningen er større, og i de store kampe kan man mærke, det er på et helt andet niveau.
– Det har været sjovt og udfordrende for mig. Jeg har lært meget om mig selv, både som person og som spiller, allerede på seks måneder, siger Orri Oskarsson.

Orri Oskarsson har spillet 16 kampe i LaLiga for Real Sociedad, hvor det er blevet til 3 mål for islændingen. I Europa League har han et bedre målsnit med 3 mål i 5 kampe.
Kampen mellem FC Midtjylland og Real Sociedad bliver sparket i gang klokken 18.45 på MCH Arena. Du kan se kampen på Disney+.
