Hinter salg af FCM-angriber: Har vel fanget indikationen
Ola Brynhildsen kunne meget vel snart være fortid i FC Midtjylland.
Ola Brynhildsen var i efteråret udlejet til Molde.
Her nød han stor succes med 10 mål i 11 kampe i Eliteserien.
Nu er han tilbage i FC Midtjylland, men om parterne bliver ved med at fortsætte sammen, virker uvist.
Den norske angriber er nemlig ikke blevet registreret til midtjydernes Europa League-trup.
Og så kan man jo ellers tænke, hvad man vil:
– De der spekulationer om, hvem der skal ud og ind.. Indikationen har du vel næsten også fanget, i og med at han ikke er med i vores Europa-trup.
Kunne det være, fordi han skal sælges?
– Det må du tænke om, hvad du vil. Men det er da måske en mulighed, lyder svaret fra FCM-cheftræner Thomas Thomasberg.
Ola Brynhildsen står noteret for 38 kampe med otte mål til følge i Midtjylland.
Hans kontrakt strækker sig frem til sommeren 2027.