![](https://campo.dk/wp-content/uploads/2025/02/campo-sofus-johannesen-fc-midtjylland.jpg)
FCM-talent inden City-brag: Det bliver fedt
FC Midtjylland møder onsdag Manchester City i Youth League.
![Sofus Johannesen under en kamp for FC Midtjylland.](https://campo.dk/wp-content/uploads/2025/02/campo-sofus-johannesen-fc-midtjylland.jpg)
FC Midtjylland har vanen tro atter gjort god figur i Youth League.
Det har medført, at man onsdag står overfor selveste Manchester City i 1/16-finalerne.
Og selvom det må forventes at være en modstander fra den absolut højeste hylde, så virker udsigten til mødet med den lyseblå gigant ikke til at skræmme FCM-talenterne.
– Det bliver fedt at skulle spille Youth League igen. Vi spillede os sikkert videre i efteråret, og siden lodtrækningen i december har vi glædet os til at få muligheden for at spille mod et af de helt store hold i Europa. Vi er et sted, hvor vi har gjort os fortjent til at møde dem, hvilket vi er stolte over, fortæller Sofus Johannesen og fortsætter:
– Det er en modstander, vi har stor respekt for, men det kommer ikke til at gøre noget ved vores måde at spille kampen på. Vi skal komme stærkt ud og være aggressive i vores presspil. Udtrykket skal være det samme som det, vi altid plejer at komme med, siger Sofus Johannesen.
Manchester City topper Premier League 2, som er den øverste liga for engelske U21-hold. Også i den engelske U18 Liga er den lyseblå storklub i top.
Onsdagens kamp fløjtes i gang på EDC Arena i Ikast klokken 14.00. Kamp kan derudover ses på TV3 Sport og Viaplay.
Det videre avancement i turneringen afgøres over én kamp.