
Ekspert: Keeper-kabalen løst i FCK – hvad med angrebet?
Campos fodboldekspert Rasmus Würtz gør status over Superliga-klubbernes handler.

Transfervinduet er lukket for de danske Superliga-klubber.
Der er blevet købt, lejet og solgt i stride strømme, men nu er holdene klar til forårets Superliga-kampe.
FC København brugte transfervinduets sidste dag på at hente Diant Ramaj ind på lejeaftale fra tyske Borussia Dortmund.
En handel, der er med til at løse en af problemstillingerne i hovedstadsklubben, mener Campos fodboldekspert, Rasmus Würtz.
– Det ser jo umiddelbart ud til, at FC København har fået en keeper, der, trods sin unge alder, allerede har en del erfaring fra en storklub som Ajax.
FC Københavns transfervindue
FCK har lavet følgende handler i vinterens transfervindue:
Tilgange:
- Diant Ramaj (lejeaftale) – Borussia Dortmund
- Robert Perreira (købsaftale) – Cruzeiro
Afgange: - Theo Sander (lejeaftale) – Hvidovre IF
- Tamas Szücs (lejeaftale) – Debrecen VSC
- Hjalte Bidstrup (købsaftale) – Viborg FF
- German Onugkha (lejeaftale) – Vejle Boldklub
– FC København har jo en tradition i at have nogle markante målmandsskikkelser. Her tænker jeg særligt på Kamil Grabara, Johan Wiland og Jesper Christiansen. Det er spillere med noget pondus, der kan styre et forsvar, og det har Nathan Trott ikke umiddelbart vist endnu, siger Rasmus Würtz.
Målmandsposten var dog ikke den eneste position på holdkortet, der har voldt problemer hos Superligaens førerhold.
Oppe i angrebet har klubben valgt at sende den tidligere Superliga-topscorer German Onugkha tilbage til bundproppen fra Vejle, mens Andreas Cornelius nok engang er blevet skadet i opstarten.

Derfor står FC København nu endnu engang med store problemer på 9’er-positionen, hvor en habil målscorer ikke ligefrem er til stede.
– Det er fortsat svært at se, hvem der skal stå for målene i FC København. De har eksperimenteret en smule i angrebet, men de har ikke for alvor formået at erstatte Orri Oskarsson, der rejste i sommer.

– Situationen ser en smule ustabil ud med tanke på Andreas Cornelius’ skadessituation og den forholdsvist uprøvede Amin Chiakha, siger Rasmus Würtz om FC Københavns offensive pine.
Den norske stjerne Mohamed Elyonoussi er FC Københavns topscorer i Superligaen med syv mål.
FC København ligger på en delt førsteplads med FC Midtjylland i Superligaen.
