Officielt: FCN-stjerne skifter til tysk topklub
FC Nordsjælland oplyser, at man netop har sendt en af klubbens profiler til den tyske traditionsklub Borussia Dortmund.
En stor handel er landet i Superligaen.
Det står klart denne mandag, hvor FC Nordsjælland kan fortælle, at man har sendt en af klubben store profiler til tyske Borussia Dortmund.
Således oplyser klubben på sin hjemmeside, at man har sendt den 22-årige Daniel Svensson til den tyske traditionsklub.
I første omgang er der tale om en lejeaftale mellem parterne.
FC Nordsjælland oplyser dog, at der er en option med i aftalen, hvorfor Svensson med god sandsynlighed skifter permanent til Dortmund til sommer.
Det oplyses samtidig, at købsoptionen kan blive gjort til en købsforpligtigelse, hvis Svensson opnår bestemt milepæle i Dortmund i løbet af foråret.
Daniel Svensson har i øvrigt forlænget sin kontrakt med FC Nordsjælland i forbindelse med udlånet.
Director of Football i FC Nordsjælland, Phil Radley, ønsker Daniel Svensson tillykke med aftalen og giver ham et væld af rosende ord med på vejen.
– Der har været stor interesse for Daniel fra mange steder siden vores europæiske gruppespil for godt et år siden, og det forstår vi godt. Han har udviklet sig fornemt i vores miljø, siden han kom til for næsten 5 år siden, og han har vist sig som en energisk, disciplineret, driftssikker, stærk og meget taktisk fleksibel venstre back og central midtbanespiller. Hans udvikling og klubskifte til BVB Dortmund er først og fremmest en kæmpe anerkendelse af Daniels egen tilgang til sin sport og sig selv, men også af vores stab og rekrutteringsfolk, der så potentialet i Daniel og arbejdede hårdt for at hjælpe ham videre på rejsen mod at indfri det.
– Fordi Daniel er så vigtig og vellidt en spiller hos os, har vi takket nej til mange tilbud på ham fra flere ligaer og lande. Vores fælles aftale var, at det var til sommer, tiden var inde til, at han skulle have mulighed for at tage videre i karrieren efter 5 år hos os. Men Borussia Dortmund er så spændende en klub og mulighed for Daniel, at vi har lyttet til ham og hans ønske om at komme afsted nu.
Daniel Svensson skiftede til FC Nordsjælland fra svenske Brommapojkarna tilbage i sommeren 2020. I alt noterer han sig for 153 kampe for FCN med otte mål og 20 assists til følge.
Medie: FCN henter dyrt talent i OB