
Würtz frygter ikke for Widells lejeophold: Giver alt han har
AaB har solgt Melker Widell men beholder ham foråret ud.

Det er en lidt speciel aftale, klubberne har forhandlet på plads.
AaB har solgt Melker Widell til walisiske Swansea, men nordjyderne beholder den blonde svensker sæsonen ud på en lejeaftale.
En sådan aftale vil kunne få alarmklokkerne til at bimle og bamle, men fordi det drejer sig om netop Melker Widell, er det ikke tilfældet her.
Sådan lyder det fra den mangeårige AaB-anfører Rasmus Würtz, der er fodboldekspert på Campo.
– Med nogle spillere ville jeg nok være en smule bekymret omkring, hvor fokus vil være, når man har skrevet kontrakt med en ny klub og skal til England at spille til sommer, men stadig skal præstere for den nuværende klub.
– Men lige præcis med ham her vil jeg ikke have de store bekymringer. Melker Widell er mega ambitiøs, arbejdsom og har en fantastisk indstilling til tingene.

– Han har også givet udtryk for, at han er meget taknemmelig overfor AaB, og han har en god forbindelse til fansene, så lige præcis med ham vil jeg ikke være så nervøs for, at han ikke giver alt, hvad han har og har fuldt fokus på AaB i det halve år, lyder det fra Würtz.
Melker Widell blev i sommeren 2023 hentet til en nordjyske klub fra svenske Landskrona BoIS, og på bare halvandet år er svenskerens indkøbspris på knapt to millioner danske kroner blevet vekslet til en salgspris på lidt over 25 millioner kroner.
En pris der dog meget fint afspejler den 22-årige midtbanespillers potentiale.
– Hans potentiale rækker langt, og jeg tror også på, at det kan række længere end til Swansea.
– Han er inde omkring det svenske U21-landshold, og det kan lige pludseligt gå hurtigt. Med hans spillestil, optimisme og person tror jeg, han kommer til at falde ret godt ind derovre, og ja; Så kan det også blive til mere end det, lyder det fra Rasmus Würtz.
Med salget af Melker Widell har AaB solgt tre spillere i indeværende transferviduet i form af angriberen John Iredale, forsvarsspilleren Sebastian Otoa og nu altså Melker Widell. Til sammen menes de tre at indbringe AaB et sted mellem 45 og 50 millioner danske kroner.
Herunder kan du høre Rasmus Würtz give sit bud på, hvem der kan erstatte Melker Widell i AaB: