
Brøndby-profil bekræfter tyrkisk interesse: Et skulderklap
Der har af flere omgange været bud efter Frederik Alves fra Tyrkiet.

Frederik Alves har i den forgangne uge forlænget sin kontrakt.
Den danske midtstopper er i Brøndby for at blive, men det er ikke fordi, der ikke har været andre muligheder.
Han bekræfter nemlig selv, at der har været konkret interesse fra den tyrkiske storklub Trabzonspor, og det er noget, han har taget med ophøjet ro.
– De har jo prøvet for halvandet år siden, og så også nu her. Jeg er jo glad for, at der er interesse udefra. Det er jo også et skulderklap, siger han til Viaplay.
Det er dog aldrig noget, der har været særlig interessant for Alves, der kun har en ting i hovedet.
– Jeg drømmer om at blive dansk mester, og jeg drømmer om at vinde pokalen. Jeg drømmer om Europa. Jeg drømmer om det hele.
– Jeg er beæret for at kunne forblive gul og blå og fejre det endnu mere for den her klub. Jeg er tørstig efter nogle pokaler, siger han til Viaplay.
Skal han leve op til sin spritnye kontrakt, har han da også mere end tre år til at opfylde sine drømme i gul og blå.

Den 25-årige centerback har været i Brøndby, siden han i 2022 kom fra West Ham. Her er det blevet til 58 kampe og en enkelt scoring for klubben fra Vestegnen.