Spydig PSG-profil: Vi er kollektivt bedre uden Mbappe
Den portugisiske midtbaneprofil mener, at holdet er blevet bedre som helhed efter Mbappes skifte.
Med sine meritter ville Mbappe være et stort navn i en hvilken som helst klub.
Det var han i den grad også, da han havde hjemme i den franske hovedstad hos PSG.
Derfor var der også mange skeptikere, der tvivlede på, om de ville kunne klare sig uden superstjernen, men midtbaneprofilen Vitinha mener, at det er lykkedes.
– Kylian er en af de bedste. Vi vidste, at det ville være svært at erstatte ham direkte, men man kan erstatte ham med holdet, og det har vi gjort.
– Jeg synes, at vi kollektivt er bedre, og det har vi vist. Nogle gange udebliver målene, men vi har mange glimrende angribere, siger Vitinha ifølge L’Equipe.
Og udover, at holdet kollektivt har oppet sig, peger Vitinha på et andet parameter, der har gjort PSG endnu bedre over tid.
– Jeg tror ikke, jeg kan finde en bedre træner end Luis Enrique. Han matcher mine kvaliteter med bolden, han er direkte, og han lyver ikke.
– Det er altid godt for en spiller, at man ved, hvad træneren synes, og at han har været her siden 2023 betyder, at vi har kunnet bygge langsigtet succes, siger Vitinha ifølge L’Equipe.
PSG har da også haft en ganske succesfuld sæson, hvis man kigger på Ligue 1-tabellen, hvor ni point adskiller dem fra andenpladsen, Marseille.