
Haaland-kontrakt overraskede Guardiola: Kunne ikke tro det
Pep Guardiola troede ikke på det, da han hørte om Erling Haalands vanvidskontrakt.

Som 24-årige har Erling Haaland styr på resten af sin karriere.
Det kan i hvert fald være tilfældet, efter nordmanden tidligere på ugen skrev under på en kontrakt for de kommende 9,5 år.
Den lange kontrakt overraskede alt og alle – også Manchester Citys egen manager Pep Guardiola.
– Da Ferran Soriano (CEO i Manchester City, red.) fortalte mig om Haalands kontrakt, sagde jeg; Undskyld – hvad for noget? Selvfølgelig kunne jeg ikke tro det. Det er aldrig sket før.
– [Soriano] sagde; Jeg vil overbevise Erling om at blive i 10 år, og det lykkedes. Klubben, Erling, hans agent og familie – vi ønskede det alle sammen, lyder det fra Pep Guardiola.

Erling Haaland står indtil videre noteret for 126 kampe for Manchester City.
Han har scoret 111 mål for klubben, med hvem han har vundet det engelske mesterskab i begge sæsoner, han har været i klubben.
