Herrelandsholdet

DBU positive overfor ansigtsgenkendelse i Parken

DBU-direktør Erik Brøgger Rasmussen fortæller, at man gerne vil gøre brug af ansigtsgenkendelse til landskampe i Parken.

Danske fans til landskamp i Parken.
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Dette er en historie, du kun får på campo.dk

Tidligere torsdag fik F.C. København tilladelse af Datatilsynet til at gøre brug af ansigtsgenkendelse.

Det gælder både hjemme i Parken og på udebane.

I samme ombæring er Datatilsynet ved at behandle den del af ansøgningen om, at DBU gerne vil anvende systemet i forbindelse med landskampe i Parken.

DBU’s administrerende direktør, Erik Brøgger Rasmussen, bekræfter overfor Campo, at man gerne vil have teknologien og tilladelsen til ansigtsgenkendelse til rådighed.

– DBU har en grundlæggende interesse i at skabe trygge og sikre rammer for vores landskampe. Hvis Datatilsynet giver den fornødne tilladelse til brug af ansigtsgenkendelse i forbindelse med landskampe, vil det være et godt værktøj at have i baghånden, hvis behovet skulle opstå.

– I øjeblikket er vi dog i den glædelige situation, at vi ikke har problemer, der gør det nødvendigt, lyder det.

Bliver tilladelsen givet, vil det faktisk ikke være noget decideret nyt for DBU.

Man har nemlig i forvejen haft ansigtsgenkendelse til de landskampe, der af og til er blevet afviklet på Brøndby Stadion.

Det har dog ikke være nødvendigt at tage teknologien i brug.

– Selvom vi har haft muligheden for at anvende ansigtsgenkendelse på Brøndby Stadion, har vi ikke anvendt det, da vi ikke har vurderet, at der har været behov for det.

– Vores fokus har været på at skabe tryghed og sikkerhed uden at tage flere værktøjer i brug end nødvendigt.

Datatilsynet forventer at træffe en afgørelse omkring brugen af ansigtsgenkendelse i forbindelse med landskampe i Parken snarest.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P