Forhandlinger brudt sammen om Randers-angriber
Randers-angriberen Mustapha Isah kunne ikke nå til enighed med IK Start om et skifte. Nu forhandles der med nye klubber, fortæller klubbens sportsdirektør.
Randers FC sendte Mustapha Isah på leje i norske IK Start i sommer.
Med i aftalen var en indbygget købsoption, som den norske klub kunne aktivere, hvis de ønskede at beholde den 20-årige angriber.
Det har IK Start forsøgt, men nordmændene kunne ikke nå til enighed om de personlige vilkår med den nigerianske angriber, oplyser Start søndag.
Derfor vender Isah retur til Randers FC, men ikke længe.
Randers’ sportsdirektør, Søren Pedersen, fortæller, at der arbejdes på at få Isah solgt til en ny klub.
– Ja, det er planen, at han skal sælges nu. Der er også andre klubber, som er interesseret i ham, udtaler Pedersen til Campo.
– Uden at jeg kan, eller vil sætte navn på, så har han andre muligheder, som jeg ved, han forhandler med lige i øjeblikket.
Sportsdirektøren oplyser, at der er tale om klubber uden for landets grænser.
Isah kom til Randers i 2023, men har aldrig slået igennem i det kronjyske, hvor det blot er blevet til ti kampe.