![](https://campo.dk/wp-content/uploads/2025/01/soccer-football-premier-league-west-united-v-liverpool-london-stadium-britain-manager-arne-slot-match-1200x630.jpg)
Slot før møde med United: Det var et besynderligt spørgsmål!
Arne Slot undrede sig over særligt ét spørgsmål på pressemødet forud for kampen mod Manchester United.
![Arne Slot ser til i Liverpools kamp mod West Ham.](https://campo.dk/wp-content/uploads/2025/01/soccer-football-premier-league-west-united-v-liverpool-london-stadium-britain-manager-arne-slot-match-1024x686.jpg)
– Det var et besynderligt spørgsmål!
Sådan lød det første svar fra Arne Slot, da Liverpool-manageren fredag holdt pressemøde forud for søndagens møde med Manchester United.
Den hollandske Liverpool-manageren købte slet ikke den præmis, som pressemødets første spørger stillede op:
Det hold I møder, nummer 14, velsagtens et af de værste Manchester United-hold nogensinde. Planlægger du at spare spillere frem mod kampen søndag?
– Det var et besynderligt spørgsmål!
– Selvfølgelig planlægger jeg ikke at spare nogen spillere, for det er en stor kamp, lød det fra Slot, inden han fortsatte:
– Som jeg sagde forud for den første kamp, og jeg kan godt sige det igen; efter min mening har [Manchester United] meget bedre spillere, end ligatabellen viser lige i øjeblikket, lød det fra Slot, der uddybede:
– Jeg tror, det kommer til at tage et stykke tid for Ruben Amorim at få det frem i sine spillere, men de kommer helt sikkert til at komme op (i tabellen, red.), for de er meget-meget-meget bedre, end ligatabellen viser lige nu.
![](https://campo.dk/wp-content/uploads/2024/12/campo-arne-slot-liverpool-maanedens-manager-i-premier-league-november-2024-261x176.jpg)
Arne Slot overtog i sommer jobbet som manager i Liverpool fra Jürgen Klopp, mens også Amorim er ny i Premier League, efter han i november tog over for fyrede Erik ten Hag.
Som ny manager i den engelske liga har Liverpool-hollænderen stor sympati for den situation, ærkerivalernes manager netop nu befinder sig i.
– Jeg tror, alle managere sympatiserer med alle andre managere, for vi ved alle, hvor meget pres der er i de her job. Det er ikke anderledes for ham (Amorim, red) end for mig eller for nogen andre managere i Premier League eller andre steder i verden.
– Det er et job, hvor der er meget pres, og det er noget, vi godt kan lide, ellers skal man bestemt ikke tage jobbet. [Amorim] har gjort det så godt i Sporting, og jeg synes, han har så god en spillertrup, at han med tiden nok skal få det bedste frem i dem, lyder det fra Slot.
![](https://campo.dk/wp-content/uploads/2024/09/liverpool-egyptian-striker-mohamed-salah-celebrates-teammates-scoring-team-third-goal-english-premier-league-football-261x176.jpg)
Anfield lægger græs til mødet mellem de to mandskaber søndag klokken 17:30. Liverpool vandt sæsonens første møde på Old Trafford med 0-3, mens Manchester United kom bedst fra de indbyrdes møder i sidste sæson, hvor det blev til to uafgjorte i Premier League samt en 4-3-sejr efter forlænget spilletid i FA Cuppens kvartfinale.