3F Superligaen

Ekspertens bud: Forbered jer VB og hent to Sønderjyske

Campos fodboldekspert sætter Vejle og Sønderjyskes kommende transfervindue under lup og giver sit bedste bud på, hvad klubberne bør foretage sig.

Rasmus Würtz råder Vejle Boldklub til at forberede sig på en tilværelse i den næstbedste række, mens Sønderjyske bør hente to navngivne spillere.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Dette er en historie, du kun får på campo.dk

3F Superligaen er lagt i vinterhi for nu, men i stedet kan de fodboldhungrende fans af den hjemlige liga så småt begynde se frem til transfervinduets åbning, som nærmer sig med hastige skridt.

Den 1. januar 2025 kan alle klubber nemlig igen hente forstærkning til udefra, og Campos fodboldekspert, Rasmus Würtz, kommer i en række artikler med sine bedste bud på, hvem de 12 klubber bør hente ind i jagten på at forstærke sig.

Frederik Rieper ville klæde Sønderjyske

Rasmus Würtz, fodboldekspert ved Campo

Herunder er turen nu kommet til Sønderjyske og Vejle Boldklub:

Her lægger Rasmus Würtz ud med at se nærmere på Sønderjyske, der ifølge fodboldeksperten bør gå på jagt efter to navngivne spillere fra 3F Superligaen og NordicBet Ligaen:

– Efter Vejle er Sønderjyske det hold, som har lukket flest mål ind med 37 scoringer imod sig. De har brug for en spiller eller en målmand, der defensivt kan skabe noget mere ro og stabilitet. Ikke kun forsvarsmæssigt, men også med spillet på bolden, indleder Rasmus Würtz og fortsætter:

Campos fodboldekspert, Rasmus Würtz

Rasmus Würtz er fodboldekspert ved Campo, hvor han deler sin dybdegående viden om dansk fodbold med særligt fokus på 3F Superligaen.

Som tidligere professionel spiller, mangeårig AaB-anfører og indehaver af Superligaens kamprekord, har Würtz en unik indsigt i spillet og en stor forståelse for dansk fodbolds dynamikker – både på og uden for banen.

Med sin analytiske tilgang og passion for sporten formidler han skarpe vurderinger og perspektiver, der gør ham til en af de mest troværdige stemmer i dansk fodbold.

– Hatten af for at de gerne vil spille ud nede bagfra, men det koster bare for meget, hvis kvaliteten ikke følger med og her har de givet for mange mål væk.

Sønderjyske bør forsøge at lokke Lucas Lund Pedersen til Haderslev, da han ifølge Rasmus Würtz kunne være lige det, som man står og mangler i de bagerste geledder. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Lucas Lund er blevet degraderet i Viborg FF, og han har i den grad tidligere vist, at han har et højt topniveau. Er midtstopper-konkurrent til de nuværende stoppere, Daniel Gretasson og Maxime Soulas, kunne også være relevant.

FC Fredericias Frederik Rieper ville klæde Sønderjyske og måden, de gerne vil spille på. God på bolden og samtidig stor og stærk, lyder det fra Rasmus Würtz, som herefter retter sit blik mod nedrykningstruede Vejle Boldklub, der overvintrer allersidst med blot seks point for hele efteråret:

– Forberedelsen til livet i NordicBet Ligaen er vel reelt begyndt i Vejle Boldklub. En sølle sejr er det blevet til – mod Lyngby Boldklub i slutningen af oktober – og kun seks point i 17 kampe. Den redder de ikke, konstaterer fodboldeksperten og fortsætter:

– Jeg er med på at, man altid spiller chancen, men Vejle går ikke ud og bruger unødvendige midler nu for at redde noget, der nærmest er håbløst. Derfor er det mest transfers ud af truppen, der er relevante, hvor Oliver Provstgaard må være det største salgsemne.

Campos fodboldekspert spår, at Vejle Boldklub får svært ved at holde Oliver Provstgaard i klubben i endnu et transfervindue. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

– Dernæst skal de finde en stamme med noget potentiale, der kan se sig selv i projektet, som må være at komme tilbage til Superligaen. Så hurtigt som muligt.

– Det gør ondt at se Vejle endnu engang skal bruge en sæson i den næstbedste række. Vejle og Superliga lyder bare bedst, men man er selvfølgelig ikke selvskrevet på grund af størrelse, traditioner og opbakning i lokalområdet. De har ganske enkelt bare ikke været gode nok, runder Rasmus Würtz af.

Ekspertens bud: Brøndby IF bør købe denne anfører

Begge hold tager hul på forårssæsonen søndag 16. februar 2025, hvor Vejle Boldklub på udebane møder Silkeborg IF, mens Sønderjyske hjemme på Sydbank Park får besøg af AGF.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P