Skotsk boss: Ligegyldigt om det er Portugal eller Danmark
Skotlands landstræner, Steve Clarke, er ligeglad med, om han skal møde Danmark eller Portugal i VM-kvalifikationen.
Fredag blev de europæiske nationer klogere på, hvordan vejen til VM 2026 ser ud.
For Danmarks vedkommende betyder det, at man enten ryger i gruppe C eller gruppe F.
Det afhænger af, om man taber til Portugal i Nations League-kampene på den anden side af nytår.
Taber Danmark, så ryger man i gruppe C, hvor der blandt andet venter skotsk modstand i jagten på en VM-billet.
Og udsigten til at komme i pulje med Danmark virker omtrent lige så skræmmende som udsigten til portugisisk modstand for Steve Clarke, der er landstræner for Skotland.
– Det kunne have været værre, og det kunne have været bedre. Jeg er ikke typen, der bruger for meget krudt på lodtrækninger. Man må bare acceptere det, man har fået.
– Vi har fået en svær modstander fra første seedningslag. Det er ligegyldigt, om det bliver Portugal eller Danmark – det bliver svært.
– Vi ved, at kampen mod den modstander bliver svær, men vi har bevist gennem vores seneste kampe, at vi kan klare modstandere på det niveau. I forhold til Danmark, så er sejren på Hampden i 2021 en mindeværdig aften.
– Vi tabte i Danmark, men vandt så med de samme cifre (hjemme, red.), så vi ved, hvad vi kan forvente, siger han ifølge Daily Record.
Ender Danmark i gruppe C med Skotland, er det Grækenland og Belarus, som udgør de to sidste nationer i gruppen.
I så fald bliver Skotland også Danmarks første modstander i kvalifikationen.
Kampen er programsat til at blive spillet den 5. september i Parken.