West Ham deler trist nyhed: Akademi-keeper er gået bort
Oscar Fairs blev kun 15 år gammel.
En tragisk nyhed har ramt den engelske Premier League-klub West Ham.
Klubbens 15-årige akademispiller Oscar Fairs er gået bort efter en længere kamp med kræftsygdom.
Det skriver West Ham på klubbens hjemmeside.
– Det er med den dybeste sorg, vi kan bekræfte at vores U15-akademi målmand Oscar Fairs er gået bort på tragisk vis.
– Oscar (Fairs, red.) var beundret af alle på akademiet. Han var en høflig, glad og venlig dreng, der havde en lys fremtid foran sig, og det er uvirkeligt, han er blevet taget fra sin familie og venner i en så ung alder, skriver Mark Noble, klubbens sportsdirektør.
Klubben oplyser, at alle klubbens ungdomskampe, der skulle have været spillet denne weekend, er flyttet. Det gælder også klubbens U21-kamp mod Stoke City, der skulle være spillet fredag aften.
Førsteholdets Premier League-kamp mod Bournemouth mandag aften bliver spillet efter planen.