Derby-efterspil: Mand anholdt for vold mod kontrollør
Københavns Vestegns Politi er stadig i gang med efterforskningen af urolighederne ved seneste Derby.
Der var lagt op til en massiv fodboldfest, da Brøndby IF og F.C. København skulle møde hinanden i københavnerderbyet den 27. oktober.
Realiteten var en anden. Uroligheder dagen før kamp, på kampdagen og efter opgøret overskyggede festlighederne.
I den forbindelse varslede Københavns Vestegns Politi og øvrige myndigheder, at de vil intensivere efterforskningen for at identificere gerningsmændene. Nu er der sket et gennembrud i politiets arbejde.
Københavns Vestegns Politi anholdt tirsdag formiddag en 26-årig mand, som er mistænkt for vold i forbindelse med fodboldkampen fra oktober.
Ifølge Politiken har politiet oplyst, at den 26-årige er mistænkt for vold mod en kontrollør på Brøndby Stadion. Samtidig oplyser de, at der ikke var grundlag for at fængsle manden, og dermed blev han løsladt efter afhøringen.
Københavns Vestegns Politi har i den forbindelse knyttet en bemærkning til anholdelsen på X.
– Vi efterforsker en række sager om vold i denne forbindelse – og venter flere anholdelser, udtaler politikommissær Søren Andersen.
Fodboldkampen endte som bekendt 0-0, men det var alt omkring spillet på banen, som dominerede overskrifterne.
Både BIF og FCK blev straffet af Disciplinærinstansen efter kampen.
Sydsiden lukkes – Brøndby får hård straf efter derby Fodboldens Disciplinærinstans lukker FCK-tribune