‘NK’ om retur til MCH: Specielt – men vil stadig slå dem
Rasmus Nissen Kristensen talte i lune vendinger om FC Midtjylland før torsdagens gensyn.
Det er tydeligt, at Rasmus Nissen Kristensen fortsat har et ømt punkt for FC Midtjylland.
Det lagde den danske landsholdsback ikke skjul på, da han på et pressemøde forud for torsdagens Europa Leauge-kamp mellem Eintracht Frankfurt og FCM blev spurgt ind til barndomsklubben.
En klub, som Kristensen tilsyneladende stadig nærer stor sympati for – men som han bestemt ikke har noget problem med at slå.
– Selvfølgelig er det et specielt moment for mig at være tilbage hos min barndomsklub.
– Jeg voksede op her og nogle af mine familiemedlemmer har også spillet her. Jeg ser meget frem til i morgen.
– Men jeg håber stadig, at vi slår Midtjylland, sagde den 27-årige dansker alt sammen ifølge Frankfurt selv.
Kristensen spillede i FCM, indtil han skiftede til Ajax i 2018.
Kampen mellem FCM og Frankfurt spilles torsdag klokken 21:00 og kan ses på Disney+.